LT Motorservice overtager Glenn og Jans gamle autoværksted i Rørvig
Når Glenn Larsen og hans far, Jan, overdrager Autopartner Rørvig til Lasse Toft den 1. september, markerer det afslutningen på en æra og begyndelsen på en ny for det velkendte bilværksted i Rørvig.Jan, som nu er 71 år, ser frem til sin pension, mens Glenn, efter 20 år på værkstedet, er klar til nye udfordringer. Overdragelsen er omhyggeligt planlagt gennem et år for at sikre en glidende overgang for både medarbejdere og kunder.
Valget af LT Motorservice v/ Lasse Toft. som efterfølger er ikke tilfældigt. Glenn Larsen forklarer, at det var vigtigt at finde en person, som kunne videreføre værkstedet med samme værdier og engagement.
- Det har altid været Lasse, der har været i spil. Han har samme leverandør og er en del af den samme kæde, hvilket betyder, at kunderne vil mærke mindst muligt til skiftet, siger Glenn Larsen.
Teknologi og kapacitet afgørende.
En af de primære årsager til skiftet er behovet for modernisering. Glenn Larsen fortæller, at det nuværende værksted er begrænset af plads og manglende faciliteter til at håndtere moderne elbiler og større erhvervsbiler.
- LT Motorservice har den nødvendige loftshøjde og kapacitet til at imødekomme behov, som vi ikke kan tilbyde nu, forklarer han.
Det betyder, at kunderne fremover kan få serviceret elbiler, hvilket har været en stigende efterspørgsel i området og især blandt sommerhusgæsterne.
Personlig service
En anden væsentlig faktor er den personlige service, som både Glenn Larsen og Lasse Toft er kendt for. Rørvig-mekanikeren fremhæver, at det er en af grundene til, at mange kunder vælger dem frem for større kæder.
-Jeg tror, at vores kunder værdsætter, at de taler med folk, der rent faktisk arbejder på deres biler," siger Glenn Larsen. Den personlige kontakt og det høje serviceniveau er noget, som Lasse Toft også prioriterer højt.
Selve overgangen er strategisk planlagt til at finde sted den 1. september, lige inden det første dæksskift til vinterens bilister. Det giver medarbejderne tid til at falde på plads i de nye omgivelser og forberede sig på den travle sæson.
Glenn Larsen ser frem til at kunne tage en måneds ferie efter overdragelsen for at genoplade og finde ud af, hvad hans næste skridt skal være. Han har nogle løse jobtilbud, men har endnu ikke besluttet sig.
Selvom det er et stort skifte efter 20 år på værkstedet i Rørvig, er Glenn Larsen overbevist om, at det er det rette tidspunkt.
- Det er rettidig omhu, Jeg vil gerne ud at prøve noget nyt, og Lasse er den rette til at føre værkstedet videre, fastslår han.
Der vil være mulighed for at sige farvel til Rørvig Auto og goddag til LT Motorservice ved en reception den 31. august fra klokken 9:00 - 13:00